K J Ø B I N G h U S
Kjøbinghus er bygget af Bertel Erichsen i 1645. Huset er Ærøskøbings ældste købstadshus og er oprindeligt bygget som en af byens største købmandsgårde.
Gavlhuset med bindingsværk, paradegavl og et enkelt konsolbåret fremspring og brand er inspireret af Nordtysk, Slesvigsk og Sydøstjysk arkitektur i 1600 tallet.
Husets facade fremstår i dag stort set som for 380 år siden.
Historien om Kjøbinghus er veldokumenteret og er fortællingen om skippere, reddere og købmænd og om deres handel og vandel i op- og nedgangstider.
Den smukke hoveddør i egetræ er Danmarks ældste ibrugværende jernbundne revledør i et købstadshus.
I 1880 hvor huset er 235 år gammelt kom det i nationalt søgelys. Kong Christian IX sendte sin arkitekt, Hr. Nyrup, til Ærøskøbing for at tegne og måle huset op. Under dette besøg lykkedes det arkitekt Nyrup at overbevise den daværende ejer Philip Kock, om vigtigheden i at bevare den på daværende tidspunkt stærkt medtagne paradegavl. Det lykkedes, så hus og gavl i dag er bevaret.
Bag hoveddøren gemmer sig en utroligt velbevaret indretning, med originale bjælker, paneler, konsoller, ildsted og den helt særlige ovn med Kong Frederik VI's monogram.
Huset er indrettet med 4 stuer og et soveværelse. Det lille køkken er indrettet omkring det oprindelige ildsted. Der er funktionelt badeværelse i en af de oprindelige alkover.
Fra 1645 - 1917 har Kjøbinghus været ejet af 3 store Ærøskøbing Slægter; Erichsen, Groth og Kock. Siden har ejerskaberne været mange, og huset har i perioder stået tomt og været i alvorligt forfald.
Fra 1951 til 1975 var huset åbent for offentligheden, idet Kjøbing Hus i den periode blev drevet som kaffestue. Kaffestuen blev besøgt af mange turister, hvilket husets gæstebøger er synligt bevis på.
Mange Ærøboer er kommet der som børn og flere ægtepar har holdt deres stævnemøder i de hyggelige stuer.
At huset i dag fremstår så originalt og velbevaret, som det gør, er resultatet af 70 års restaurerings- og bevaringsindsats gennemført af flere omgange med deltagelse af lokale og nationale arkitekter og med støtte fra bl.a Nationalmuseeet, Slots- og kulturstyrelsen, fonde og en ikke uvæsentligt privat indsats og økonomi.
.jpg)
Vi hedder Dorte og Peter og har ejet huset siden 2017.
Vi mødte huset en mørk diset eftermiddag i januar og faldt straks for husets charme, originaliet og unikke atmosfære.
Vi var meget beærede over at blive ejere af Kjøbinghus og dermed bærere af kulturarv. Vi nyder at være i huset og kan bruge mange timer på bare at nyde det. Vi viser og gerne huset frem og fortæller dets historie.
Det er en fornøjelse at høre forbipasserendes glade udbrud og kommentarer, når de betragter huset. Det er samtidig morsomt at følge med i vægternes og guidernes historie fortællinger, når de flere gange dagligt kommer forbi med grupper på byvandring.
I dag arbejder vi begge to i Ærøskøbing - Dorte som sygeplejerske på Danmarks mindste sygehus og Peter som Driftsleder på Ærøskøbing & Rise Fjernvarme.
Vi er sejlere og nyder godt af at bo ved noget af verdens bedste sejler farvand - det sydfynske øhav. Vi har en antik Frandsen Jolle med Marstal motor liggende ved den lokale bådebro i "Skidten".
Vi nyder ø-livet og har også engageret os i øens rige foreningsliv. Vi nyder at afstandende er så korte og at vandet altid er indenfor rækkevidde.
Et hus fra 1600 tallet er ikke vedligeholdelsesfrit, som vi kender det fra nutidens huse, men kræver løbende vedligehold udført med oprindelige materialer. Materialekvaliteten var meget høj dengang og sten, tømmer og glas står lige så flot, som da huset blev bygget for 380 år siden.
Kjøbinghus er vores første historiske hus, så der var meget at lære om de gamle håndværkstraditioner. Vi gik straks i gang med at sætte os ind i fredningsbestemmelser, lovgivning og vedligehold. At eje og vedligeholde et fredet bindingsværkshus, kræver en stor indsats og viden og samtidig en masse tid og tålmodighed.
Vi har nu lært hvordan man arbejder med trætjære, linolie, tjæret værk, jernoxid, linoliekit, linoliemaling og hydrauliske kalk produkter. Det er skønne materialer at arbejde med og i takt med, at vi er blevet dygtigere, er det blevet en fornøjelse og en sjov hobby at vedligeholde den gamle bygning.
Vores første projekt i huset var installering af støbejernsovnen. Derefter har vi gennemført flere projekter, som har øget komforten i huset, blandt andet nye forsatsvinduer og nyinstalleret fjernvarme.
Sådanne projekter kræver nøje planlægning og tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Alt skal være tegnet op, materialer valgt, dimensioner og føringsveje være fastlagt, før en dialog med styrelsen kan påbegyndes.
Det er en stor glæde når projekterne er gennemført på en måde, så ejendommen ikke har ændret udseende eller karakter og så bevarelse og brugbarhed sikres.
For os er det en stor glæde at bevare den arkitektoniske og historiske seværdighed og det er en stor glæde at vise herlighederne frem.
OVNEN
I Kjøbinghus står der en helt særlig ovn.
Bag dens mørke overflade gemmer sig en fortælling, der forbinder kongemagt, tidlig industrialisering og dansk provinsliv i første halvdel af 1800-tallet.
Ovnen blev støbt i 1834 på Carl Weiss’ jernstøberi i Horsens, et af tidens moderne industrielle kraftcentre. Anledningen var kong Frederik VI’s besøg i byen. Ifølge Horsens Avis opholdt kongen sig ved støberiet, mens to ovnstykker blev støbt under hans nærvær. Det ene bar kongens navnetræk og et indstøbt Vivat; det andet en patriotisk versindskrift, der udtrykker samtidens tætte sammenhæng mellem monarki, nation og teknologisk fremskridt. At netop en brændeovn blev valgt som bærer af denne symbolik, er næppe tilfældigt. Ovnen var et centralt element i borgerlige hjem – et hverdagsobjekt, som her blev ophøjet til nationalt mindesmærke. I støbejernet forenes håndværksmæssig kunnen, industriel innovation og loyalitet mod kongemagten i én og samme genstand.
I dag har ovnen fundet sin plads i Kjøbinghus i Ærøskøbing – langt fra Horsens’ støberirøg, men i et miljø, der i sig selv fortæller om magt, orden og samfundets institutioner.
Med Slots- og Kulturstyrelsens godkendelse indgår ovnen nu som en integreret del af Kjøbinghus’ kulturhistoriske helhed og fungerer som et sjældent bevaret vidnesbyrd om et dokumenteret kongeligt besøg og om den tidlige danske industrialisering. Ovnen i Kjøbinghus er dermed mere end et interiørelement. Den er et fysisk møde mellem konge og håndværker, mellem industri og ideologi – et stykke Danmarkshistorie støbt i glødende jern og bevaret til eftertiden.
